Om træningen

Træningen i Bujinkan indeholder mange forskellige typer forsvars- og angrebsteknikker såsom slag, spark, kast og låse. Fælles for teknikkerne er at de udføres ved brug af kroppens naturlige bevægelser. Desuden træner vi med forskellige våben. Bujinkan er en kampkunst til selvforsvar, og derfor træner vi også forsvar mod fx flere angribere, eller hvor du bliver angrebet bagfra.

Det første skridt i træningen er fysisk udholdenhed. Det gælder om at træne sine teknikker, bruge sin indre kraft og udholde fysisk styrke, indtil man når et kritisk punkt, hvor man er presset til det yderste.

Træningen er meget krævende, udmattende og farlig. Blå mærker, smerte, sved og blod er en del af træningen. Herigennem affødes et sind, som ikke lader sig ryste, og du vil finde større ro og overskud til at konfrontere livets mange udfordringer.

For at lære vores kampkunst kræves det, at man træner hårdt og vedholdende og lægger en personlig indsats i træningen. Inden nogen giver sig i kast med denne type træning, er det derfor nødvendigt med en vis portion beslutsomhed.

Enhver begynder naturligvis på sit eget niveau, og intensiteten i træningen stiger i takt med din udvikling. Du kan se billeder fra vores begyndertræning på Facebook.